Fortvivlelse kan ligge os fjernt eller den står måske i kø i vores sind. Nok afhængig af personlighed, omstændigheder, tid og sted.
Man skal blot følge godt med i nyhederne. Så ligger fortvivlelsen da lige for.
Ifølge aktivisten og forfatteren Ayaan Hirsi Ali, som konverterede til kristendommen i 2023, hensætter rodløsheden os i Vesten i fortvivlelse. Hvad står vi på, når alt kommer til alt? Hvad er vi villige til at kæmpe for?
Kristendommen giver etik, værdier, retning, mening og sammenhæng og blandt andet Kristian Leth (ham med podcasten Bibelen leth fortalt og Jørgen Leths søn) har i sin nyeste bog, Verdens vigtigste bog, skrevet om kristendommens enorme betydning for hele den vestlige kultur.
Vi opdager det ikke selv, men står på et fundament, som kristendommen har lagt gennem flere årtusinder. Den har skabt grundlaget for nok verdenshistoriens frieste og rigeste samfund.
Skal der komme noget godt ud af vores fortvivlelse både som enkeltpersoner og nationer, må vi med et godt gammelt ord, besinde os.
Turde søge tilbage til gamle stier og vandkilder. Ikke mindst kristendommen. Der ligger også et fantastisk håb, som giver fortvivlelsen et los bagi, så vi lettere kan leve i glæden og modet.
Kristian Leth er ikke selv troende, men han er nysgerrig og ved, hvad han står på kulturelt og historisk. En klog fyr som har skrevet en klog bog.
//John



