Forleden dag faldt Janne og jeg over en meget smuk, humoristisk og varm film, Rose fra 2022, pæredansk med Sofie Gråbøl, Lene Marie Christensen og Anders Berthelsen i hovedrollerne. På Netflix.
Den viser en smertelig verden med psykisk sygdom, og hvad et knust hjerte fører med sig. Den viser også en verden med livsgnist, håb og mennesker som trods alle begrænsninger stiller op med medfølelse og tør være i det svære. Der er storsind som overvinder middelmådigheden og et barn som fanger det væsentlige i tilværelsen.
Vi undgår ikke smerten. Især som forældre, hvor vi gør vores yderste for, at vores børn har det godt og skal lykkes. Vi kommer til kort, vi bekymrer os, vi gribes af håbløshed af og til. Men der findes altid en vej. Måske ikke den lige, jævne, men med bump og skarpe sving og opadbakke.
Det vigtigste er at bevare håbet, finde menneskeligheden, medfølelsen og bestemt heller ikke være bange for at udfordre børnene til at hoppe på bussen til nye erfaringer, kræve noget af dem (Rose kører med bus til Frankrig som er en voldsom udfordring for hende med sin psykiske bagage) og ikke mindst vandre med dem i opdagelsen af, hvad de har af evner og kan bidrage med i verden.
