Astronauten William Anders tog dette ikoniske billede af jorden, som ”går op” juleaftensdag i 1968. Det var ikke solopgang, men jordopgang.
Juleaftensdag 1968 blev der lavet en direkte tv-transmission fra denne første bemandede flyvning rundt om månen. Her citerede de 3 astronauter ikke Einstein, Galileo eller Newton, men de læste skabelsesberetningen fra 1. Mosebog.
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds Ånds svævede over vandene.
Tomt, øde, mørkt!
Jorden hænger som en kugle ude i et uendeligt, mørkt og koldt univers. Det så de tre astronauter sort på hvidt (sort på blåt, vel) og så kom forundringen, benovelsen, følelse af hellighed, afmagt og mirakel før al fornuft og forstand. Fysikkens fine og kloge ligninger stod ikke i kø, men menneskets lidenhed og livets mirakel.
Som Grisling siger i Peter Plys: Jeg har en stor følelse af at være lille!
Massetiltrækningen holder os fast til vores bane om solen. Slipper den sit tag går der sekunder før alt liv er udslukket. Det kan godt kalde på lidt ydmyghed og forundringsfuldhed. Mon ikke nogen holder hånden under os!
Og lidt bonusinformation:
Jorden drejer om sin akse med omkring 1800 km/t og har en hastighed rundt om solen på over 107.000 km/t. Den skal jo nå rundt om solen på et år, næsten 1 milliard kilometer. Så det skal gå stærkt. Og vi vader glade og intetanende rundt på vores gigantiske karusseltur optaget af småt og stort . Heldigvis!
//John
